Jeg oplever, at alle mennesker, uanset hvilken hjerne de har, længes efter nærvær og samhørighed med deres partner. Målet for parterapien er således altid det samme nemlig at hjælpe parret med, at få en mere nærværende og kontaktfuld relation. Det er dog min erfaring, at en tilgang med blik for hjerners forskellighed er gavnlig, når den ene eller begge parter har en diagnose. Er den hjernemæssige tilgang til verden helt forskellig, kan det være yderst vanskeligt at se den andens perspektiv, og det kan opleves som at sende på to helt forskellige kanaler. I terapien arbejder vi med, at parterne i højere grad kommer til at kunne stille ind på den andens kanal og forstå den andens perspektiv.
Nogle af de par, jeg har i parterapi, har ikke nødvendigvis selv en diagnose, men vælger at gå i parterapi, fordi de har et barn med et handicap. Her kan det være hjælpsomt, at jeg har forhåndskendskab til livet i en anderledes familie, og det høje belastningsniveau, der ofte følger med.
